10.000 euro i findeløn: Fire-årig dreng bortført i 27 dage
Bortførelsen af en kun fire-årig dreng i Berlin trækker store overskrifter i de tyske medier – nu giver de tyske myndigheder 10.000 euro for oplysninger, der kan få drengen hjem
Torsdag den 1. oktober ved middagstid blev den kun fire-årige dreng, Mohamed Januzi, kidnappet i Berlin. Det skete mens han legede uden for et indregistrerings-kontor for flygtninge, hvor hans mor befandt sig.
De tyske myndigheder har nu udlovet en dusør på 10.000 euro svarende til cirka 75.000 kroner, for oplysninger, der kan føre til at Mohamed bliver fundet igen.
Sagen har vagt stor bekymring i både Berlin og i hele Tyskland. For måden hvorpå den lille dreng er forsvundet, er skræmmende.
Tager bortfører i hånden
Ved hjælp af overvågningsvideoer udsendt af politiet i Berlin ser man Mohamed gå med en mand i hånden. Den mand forsøger politiet at finde frem til, men indtil videre uden held.
Af videoen fremgår det, at den fire-årige Mohamed kigger væk fra manden, men ikke gør sig besværlig idet de går væk fra moderen. Samtidig er der intet,d er tyder på, at den formodede bortfører har travlt. Han går med rolig skridt og forsvinder med den lille dreng.