100 grise mister livet efter ulykke
Der er omkring 300 løse grise i området.
Opdatering:
100 grise mistede livet, da en grisetransport væltede på Postmosevej i Østbirk nord for Horsens.
Det oplyser vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Jørn Bystrup til Ritzau.
Uheldet skete, da lastbilen kom for langt ud i rabatten på Postmosevej. Politiet blev kontaktet klokken 09.47, og oprydningsarbejdet endte med at tage timer, blandt andet på grund af opgavens karakter.
– Det er ikke altid, at de der grise retter sig efter vores anvisninger, sagde Jørn Lindhardt, vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, til Newsbreak.dk tidligere onsdag.
Original artikel:
Der er trafikale problemer onsdag middag.
På Potmosevej i Østbirk er en grisetransport væltet.
Det skriver Sydøstjyllands Politi på Twitter.
På stedet er der mange løse grise, oplyser politiet.
– Jeg har lige snakket med min indsatsleder derude, og der er omkring 300 grise, der render fri, siger vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Jørn Lindhardt til Newsbreak.dk.
Han forklaret, at omkring 30 grise er blevet aflivet efter uheldet. Men det ventes, at det tal stiger.
– Der er omkring 100 grise inde i lastbilen, som man arbejder på at få ud. Men mange af dem ligger klemt, siger vagtchefen.
Grisetransporten væltede, fordi lastbilen var kørt lidt for langt ud i rabatten.
Tidshorisonten er fortsat ukendt.
– Det er ikke altid, at de der grise retter sig efter vores anvisninger, siger vagtchefen.
Bilister anbefales at søge andre veje, eller at køre meget forsigtigt, hvis man skal i retningen af Potmosevej.