10 år siden: Udstilling om fyrværkeri-katastrofen i Seest

Den 3. november er det 10 år siden, N.P. Johnsens fyrværkerifabrik i Seest eksploderede og lagde en hel bydel øde. Foto: Claus Fisker/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Den 3. november er det 10 år siden, N.P. Johnsens fyrværkerifabrik i Seest eksploderede og lagde en hel bydel øde.

Men selv om der er gået et årti, sidder katastrofen stadig fast i mange koldingensere; ikke kun hos dem, som på tragisk vis blev direkte berørt, men også hos mange af dem, der blot fulgte med fra sidelinjen og fornemmede den utryghed, der bredte sig i byen på selve dagen og i tiden efter.

Katastrofen i Seest er med andre ord blevet en del af Koldings nyere, kollektive historie – og det markeres nu med udstillingen ”Fyrværkerikatastrofen i Seest” på Koldinghus.

I udstillingen fortælles historien om et af de mest tragiske kapitler i Koldings nyere historie – om ødelæggelsernes omfang, om befolkningens umiddelbare reaktion og om de langsigtede virkninger for den enkelte, for Seest og for Kolding.  Udstillingen præsenterer fakta om katastrofen, billeder og beretninger samt enkelte effekter, som har relation til katastrofen.

Seest-katastrofen omtales mange steder som Koldings svar på 9/11 eller mordet på Kennedy, fordi alle koldingensere kan huske, hvor de var og hvad de lavede, da den store eksplosion kom. Derfor får gæsterne mulighed for at bidrage med deres egen historie, når de besøger udstillingen.

Museumsdirektør for Koldinghus Thomas C. Thulstrup håber, at udstillingen kommer til at fungere som et refleksionsrum, hvor de besøgende både kan skabe sig et overblik over katastrofens omfang, få indtryk og tale med andre om deres oplevelser. Om arbejdet med udstillingen siger han:

– Fra starten har vi været meget opmærksomme på at behandle emnet med respekt og ærbødighed. En mand mistede livet, og det tilføjer en alvor, som ikke er til at overse. Jeg har kun boet i Kolding i et år og har derfor ikke selv været involveret i katastrofen. Men jeg fulgte med på TV, nettet og i aviserne som alle andre danskere.  Da vi under forberedelsen til udstillingen gennemså billeder af mennesker med sorg og frygt i øjnene, af et udmattet redningsmandskab og af smadrede huse, var det umuligt ikke at blive berørt. Da jeg læste de involveredes beretninger, var det med en klump i halsen. Katastrofen i Seest er bogstaveligt talt kommet ind under huden på mig.

Udstillingen er blevet til i et samarbejde med Kolding Stadsarkiv og forfatter Ole Sønnichsen, der i forbindelse med åbningen af udstillingen på Koldinghus udgiver en bog om fyrværkerikatastrofen i samarbejde med Gyldendal. Udstillingen er støttet af Nykredits Fond.

Øvrige aktiviteter i anledning af 10-året for fyrværkeri-katastofen:

Lørdag 25. oktober kl. 14.00 – 14.30: Introduktion til udstillingen på Koldinghus

Tirsdag 28. oktober, kl. 16.00 – 18.00: ”Sådan blev Seest dækket af DR i radioen”, Koldinghus

Mandag 3. november, kl. 16.00-18.30 og kl. 19.00-20.30: Mindearrangement i Seest med taler på Bakkeskolen samt fakkeltog til fyrværkerigrunden. Arr. Seest Borgerforening og Kolding Kommune.

Lørdag 22. november kl. 14.00 – 14.30: Introduktion til udstillingen på Koldinghus

Se video nedenunder…

Powered by Labrador CMS