10 år efter: Muhammed-tegningerne er ikke glemt
Ti år efter Muhammed-tegningerne er Danmarks ry i verden fortsat præget af karikaturerne, siger forskere.
På onsdag er det ti år siden, at Jyllands-Posten bragte artiklen “Muhammeds ansigt” med 12 karikaturtegninger af profeten Muhammed og leverede startskuddet til en af de største internationale kriser for Danmark nogensinde.
De fleste husker billederne af demonstranter, der raserede de danske repræsentationskontorer i Syrien og Libanon, mens Dannebrog blev stukket i flammer af vrede muslimer på flere kontinenter.
I dag er de store folkelige protester forstummet, men ifølge mellemøstforsker Helle Lykke Nielsen fra Syddansk Universitet er Muhammed-tegningerne langt fra glemt i den muslimske verden.
– De er jo ikke længere noget, der tales om i hverdagen, men de ligger hele tiden lige under overfladen og bliver af visse grupper hevet frem, når der er en debat om muslimers forhold i Danmark.
– Så siger man: Se bare, det var også dem med tegningerne, siger hun.
På Copenhagen Business School har lektor Mads Mordhorst forsket i Danmarks omdømme efter Muhammed-krisen.
Også han fremhæver det skred, der er sket i opfattelsen af Danmark.
– Tegningekrisen var første gang, at Danmark blev italesat som et land, der havde en anden side end sin kendte åbenhed, siger han.
– Indtil da var fortællingen om Danmark ude i verden vores hjælp til jøderne under Anden Verdenskrig og historien om den lille åbne velfærdsstat i nord, siger Mordhorst.
Arla: Ikke et problem
Mejerigiganten Arla ser i dag kun Muhammed-krisen i bakspejlet og har fået forretningen tilbage på sporet, efter den massive boykot selskabets produkter blev udsat for som følge af Jyllands-Postens karikaturer.
Boykotten i Mellemøsten kostede i årene 2006-2009 Arla i omegnen af to milliarder kroner i omsætning, men i dag har forretningen rettet sig og er endda vokset til en årlig omsætning på cirka 5,5 milliarder kroner, fortæller koncernchef Finn Hansen.
– Vores forretning i regionen er i dag omkring tre gange større, end den var for 10 år siden, og vi oplever ikke, at begivenhederne dengang skygger for vores forretning i dag, siger han til Ritzau.
– Vi oplever, at vi konkurrerer på lige vilkår med andre mejeriselskaber og registrerer ikke nogen form for bagsnak blandt forbrugerne eller på de sociale medier.
– Det er simpelthen ikke noget emne mere, siger Finn Hansen.
Kort efter protesterne mod Muhammed-tegningerne toppede i februar 2006 vakte Arla opsigt ved at indrykke arabisksprogede annoncer i 25 aviser i Mellemøsten, hvori selskabet tog afstand fra tegningerne.
Den tidligere imam, Akhmed Akkari, der var med til at opildne til hadet mod Danmark, har i en bog sidste år desuden hævdet, at Arla i samme periode betalte penge til muslimske organisationer i Mellemøsten for at mildne boykotten.
Den udlægning ønsker koncernchef Finn Hansen i dag ikke at kommentere.
– Der er afsindig mange versioner af, hvad der foregik dengang, og vi har besluttet ikke at kommentere dem, selvom man godt kunne have lyst til det engang imellem, siger han.