Udland

Norsk politi efterforsker 20 selskaber for sanktionsbrud

Omkring 20 selskaber i Norge kan have brudt regler om tjenesteydelser til russiske fiskefartøjer.

Politiets sikkerhedstjeneste (PST) i Norge er ved at efterforske omkring 20 norske selskaber, der mistænkes for brud på sanktionsregler om at yde tjenester til russiske fiskefartøjer.

Det skriver den norske Sør-Varanger Avis.

PST vil ikke oplyse over for avisen, hvilke selskaber det drejer sig om.

– Omkring 20 norske aktører efterforskes for brud på sanktionsloven og eksportkontrolloven, siger seniorrådgiver i PST Eirik Veum i en kommentar til avisen.

De mulige brud på sanktionsreglerne er sket efter februar 2022, hvor Rusland invaderede Ukraine. Efterfølgende rettede EU-landene og flere andre lande sanktioner mod Rusland.

I maj sidste år indførte Norge forbud mod, at russiske skibe sejler ind i norske havne.

Der er gjort en undtagelse for fiskefartøjer, men de regler blev strammet op i oktober sidste år. Nu må de russiske fiskefartøjer kun lægge til i tre havne i det nordligste Norge – Båtsfjord, Tromsø og Kirkenes.

I Tromsø erkender havnemyndighederne, at der kan være sket brud på sanktionerne. To russiske trawlere har siden henholdsvis december og februar ligget til kaj ved havneanlæggene i det kommunalt ejede Tromsø havn.

– Vi indrømmer, at vi ikke har været gode nok til at sætte os ind i regelsættet, siger maritim direktør i Tromsø havn Knut-Ivar Bendiksen, til tv-stationen NRK.

– Vi har nu iværksat tiltag og skal følge op på de præciseringer, som er kommet fra norske myndigheder, om hvilke tjenester, vi har lov at tilbyde russiske trawlere, siger han.

/ritzau/NTB

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker