Sport

Norsk langrendsstjerne fuldender guldhattrick ved OL

33-årige Therese Johaug udklasserede konkurrenterne i 30 kilometer langrend ved sit sidste vinter-OL.

For Norges Therese Johaug har vinter-OL været en lang triumf.

Søndag sikrede hun sig sin tredje medalje af den ædleste slags, da hun vandt guld i 30 kilometer langrend.

Den 33-årige Johaug har tidligere vundet guld i 10 kilometer langrend samt i skiatlonkonkurrencen over 15 kilometer.

Søndag var hun så suveræn på den lange distance, at hun passerede målstregen med det norske flag i hænderne.

Løbet blev afviklet i cirka 15 graders frost og med en hel del vind. Johaug trak tidligt fra konkurrenterne, og efter nogle kilometer satte hun farten yderligere op.

Ifølge det norske nyhedsbureau NTB er deltagelsen i Beijing Johaugs sidste ved et vinter-OL.

Tårerne pressede sig også på for den norske veteran efter løbet.

– Det var fantastisk. Jeg kan ikke sige andet. Jeg forsøgte at nyde hvert sekund og minut ude på løjpen, siger hun til Discovery ifølge NTB.

Ved vinter-OL i 2010 var hun med til at vinde guld i stafet, og i 2014 hentede hun individuelt sølv og bronze i Sotji.

Desuden har hun vundet 14 VM-guldmedaljer.

Vinter-OL i 2018 gik hun glip af, efter at en positiv dopingprøve blev straffet med udelukkelse.

Hun er den første kvinde til at vinde tre langrendsdistancer ved samme OL, siden finnen Marja-Liisa Hämäläinen gjorde det i 1984.

Det er ifølge NTB uvist, om Johaug fortsætter karrieren efter denne sæson.

Jessie Diggins fra USA sluttede på andenpladsen i søndagens løb. Hun kom i mål over halvandet minut efter vinderen. Kerttu Niskanen fra Finland fik bronze.

/ritzau/

Back to top button