Udland

Norge takker Danmark og Sverige for brev til Sikkerhedsrådet

Norge er glad for, at dets naboer i brev til FN's Sikkerhedsråd har beskrevet hændelser ved gasrørledninger.

Norges FN-ambassadør, Mona Juul, takker Danmark og Sverige for deres fælles brev til FN’s Sikkerhedsråd, hvori de to lande detaljeret beretter om eksplosionerne, som har medført fire lækager på gasrørsledningerne Nord Stream 1 og 2.

Det siger Juul under et møde i Sikkerhedsrådet i New York City fredag amerikansk tid.

Her siger den norske FN-ambassadør også, at skaderne på gasrørledningerne er til stor bekymring.

Det skriver det norske nyhedsbureau NTB.

– Det her har skabt en meget alvorlig situation med tanke på konsekvenserne for klimaet og miljøet og risiciene for skibsfarten.

– Vi er stadig i tæt kontakt med vores nordiske naboer og takker Danmark og Sverige for deres fælles brev sendt til Sikkerhedsrådet, siger hun ifølge NTB.

Danmark og Sverige er ikke til stede under fredagens møde i FN’s Sikkerhedsråd, hvor gaslækagerne i Østersøen ud for Bornholm bliver drøftet.

De to nordiske lande har i stedet med et brev til Sikkerhedsrådet forsøgt at påvirke drøftelserne.

I brevet beretter de to lande detaljeret om eksplosionerne, som har ført til i alt fire læk på gasrørsledningerne Nord Stream 1 og 2, der løber fra Rusland til Tyskland.

– Danmark og Sverige vil gerne give følgende oplysninger om eksplosionerne på Nord Stream 1 og 2, indledes brevet, som gennemgår hændelserne omkring lækagerne.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) sagde tidligere fredag, at brevet handler om at lægge “fakta på bordet”.

Danmark og Sverige, som ikke er medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd, kunne godt have ansøgt om at få lov til at deltage i fredagens møde. Men det har landene valgt ikke at gøre.

FN-ambassadør Mona Juul siger, at Norge fuldt ud støtter de undersøgelser, som danske, svenske og tyske myndigheder har iværksat for at få fuld klarhed over hændelserne.

Hun mener, at skaderne på gasrørledningerne er sket på baggrund af krigen i Ukraine og energikrisen i Europa.

– De ansvarlige har tydeligvis ønsket at skabe frygt og usikkerhed på det europæiske kontinent, siger hun ifølge NTB.

/ritzau/

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker