Udland

Niger accepterer at huse europæiske styrker i Sahel-regionen

Niger er nyt hovedsæde for europæisk operation i Sahel-regionen efter uoverensstemmelser med Malis regering.

Det vestafrikanske land Niger har accepteret at huse franske og andre europæiske styrker i Sahel-regionen.

Det oplyser Nigers præsident, Mohamed Bazoum, fredag på Twitter.

Niger er blevet udpeget som nyt hovedsæde for den europæiske operation i området efter uoverensstemmelser med regeringen i Mali.

Soldaterne skal i Niger blandt andet være med til at sikre området omkring grænsen til Mali, der ligger vest for Niger.

Mali har i årevis været base for den franskledede Operation Barkhane i den konfliktramte Sahel-region. Her har europæiske styrker – herunder danske – været med til at bekæmpe terrorisme i området.

De danske soldater har blandt andet deltaget som en del af den særlige Task Force Takuba, der hører under Operation Barkhane.

I januar meddelte Mali imidlertid, at de danske soldater ikke var velkomne i landet. Ifølge Mali havde Danmark ikke fulgt de nødvendige protokoller.

Det blev afvist af Danmark og dets allierede – herunder Frankrig. Danmark besluttede sig dog hurtigt for at trække sig fra landet.

Torsdag meddelte den franske præsident, Emmanuel Macron, at Frankrig og landets øvrige allierede også vil trække sig fra Mali.

Tilbagetrækningen ventes at tage mellem fire og seks måneder.

Sahel-regionen beskriver et langt bælte, der strækker sig tværs over Afrika fra Atlanterhavet i vest til Det Røde Hav mod øst. Det ligger mellem Sahara i nord og savanneområder og Sudan mod syd.

Det vil kræve et nyt mandat fra Folketinget, hvis Danmark skal sende soldater til Niger. Det oplyser forsvarsministeriet til Ritzau.

/ritzau/Reuters

Back to top button