Nicklas Jensen skifter til den schweiziske ishockeyklub Rapperswil.
Kontrakten er gældende indtil 2024, skriver klubben på sin hjemmeside.
Danskeren ankommer fra den finske klub Jokerit, som grundet krigen i Ukraine har trukket sig ud af den russiske liga Kontinental Hockey League (KHL).
Nicklas Jensen er blandt de største danske ishockeyprofiler og har gennem karrieren vist sig farlig foran målet.
I den netop afsluttede sæson blev det til 19 mål og 15 assister i 37 kampe for Jokerit.
– Teknisk og løbemæssigt er han en exceptionel spiller, udtaler sportschef i Rapperswil Janick Steinman.
Rapperswil endte sæsonen på fjerdepladsen i den schweiziske liga – seks point fra førstepladsen.
Uden for klubkarrieren plejer Nicklas Jensen at tørne ud for det danske landshold.
Det har dog ikke været tilfældet, siden han i februar pådrog sig en skade i en OL-kamp mod Letland.
Af samme grund er han ikke en del af VM-forberedelserne og bliver efter alt at dømme ikke en del af den danske VM-trup.
VM i ishockey starter fredag den 13. maj og slutter den 29. maj.
/ritzau/