Udland

Nicaragua afbryder diplomatiske relationer til Holland

Nicaragua beskylder Holland for indblanding og for at have "en nykolonialistisk holdning".

Nicaraguas regering har afbrudt diplomatiske forbindelser med Holland, og landet har samtidig meddelt, at det vil nægte at give USA’s nye ambassadør indrejsetilladelse.

Nicaragua beskylder Holland for at have “en nykolonialistisk holdning” og for indblanding i landets interne anliggender. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Udelukkelsen af USA’s kommende ambassadør til Nicaragua, Hugo Rodriguez, er en reaktion på, at han har omtalt landet som “en pariastat i regionen”. Han har samtidig sagt, at landets regering er “et diktatur”.

Ifølge Nicaragua skal Holland have trukket sig fra en planlagt finansiering af et sygehus.

– De, som ikke har respekt for vort folk og hjemland, bør ikke komme til Nicaragua, sagde Nicaraguas præsident, Daniel Ortega, fredag.

Tidligere denne uge fik Bettina Muscheidt, som er EU’s ambassadør i Nicaragua, besked på at forlade landet. Det skriver AFP med henvisning til lokale medier og diplomatiske kilder.

Beslutningen om at smide Muscheidt ud af det centralamerikanske land kom, efter at EU kritiserede Ortega ved FN’s Generalforsamling i New York. I en udtalelse opfordrede unionen Ortega til at “genoprette demokratiet”, løslade politiske fanger og respektere menneskerettighederne.

Trækket fra Nicaragua kommer efter en række andre tiltag mod kritikere af præsident Daniel Ortega.

Både USA og EU har indført sanktioner mod Ortegas stadigt mere autoritære styre. Han har været præsident siden 2007. Han var også landets præsident fra 1985 til 1990.

Ortega kom første gang til magten i 1979 i spidsen for en socialistisk junta, kaldet sandinisterne, efter at oprørere havde væltet den daværende diktator, Anastasio Somoza.

/ritzau/AFP

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker