Vovehals dør under rekordforsøg

Den kendte motorcykel-stuntmand og vovehals Alex Harvill blev dræbt i mislykket rekordforsøg

Den amerikanske stuntmand Alex Harvill blev torsdag dræbt i forbindelse med et forsøg på at lave verdens længste hop på motorcykel. Foto: Scanpix/
Den amerikanske stuntmand Alex Harvill blev torsdag dræbt i forbindelse med et forsøg på at lave verdens længste hop på motorcykel. Foto: Scanpix/
Offentliggjort Sidst opdateret

Et forsøg på torsdag den 17. juni at slå verdensrekorden for det længste hop på en motorcykel fik fatale følger for den kendte stuntmand Alex Harvill.

Forsøget mislykkedes og endte med at koste vovehalsen livet.

Det skriver blandt andet TMZ.

Ramte en jordhøj

Ifølge mediet fandt episoden sted i forbindelse med showet Moses Lake Airshow i Washington.

Arrangørerne bag showet har også selv berettet om ulykken i opslag på Facebook, der blandt andet indeholder et foto af Alex Harvill.

Alex Harvill startede sit rekordforsøg fra en knap 110 meter lang rampe, men det var tilsyneladende ikke nok. I hvert fald blev springet for kort og han ramte en jordhøj og blev kastet med voldsom kraft hen over styret på motorcyklen.

Tidligere verdensrekord indehaver

Han blev efterfølgende bragt til et hospital, hvor han senere døde af sine kvæstelser.

Alex Harvill, der så sent som i maj blev far for anden gang, var en meget erfaren stuntmand. Også i rekordforsøg.

Tilbage i 2013 erobrede han verdensrekorden med et spring på godt 90 meter fra en rampe til en anden.

Alex Harvill blev blot 28 år gammel.

Powered by Labrador CMS