Verdensstjerne spiller skurk i Riget
Willem Dafoe og Lars von Trier har arbejdet sammen før
Snart får den anmelderroste tredje sæson af kultserien 'Riget' premiere.
Under fremvisningen af 'Riget: Exodus' ved filmfestivalen i Venedig kom det frem, at Hollywoodstjernen Willem Dafoe spiller med i Lars von Triers serie.
Willem Dafoe indtager en skurkerolle i serien, eftersom han spiller djævelen Lucifer, der bor under Rigshospitalet i København.
Det skriver det amerikanske medie Variety.
Fyldt med stjerner
Det er ikke første gang, at den verdensberømte skuespiller medvirker i et værk, som Lars von Trier står bag.
Skuespilleren og instruktøren har tidligere arbejdet sammen, da de indspillede gyserfilmen 'Antichrist'. I filmen fra 2009 spiller Dafoe hovedrollen som den sorgramte psykiater, der på tragisk vis har mistet sin søn.
Udover Willem Dafoe medvirker store danske og svenske stjerner som Bodil Jørgensen, Ghita Nørby, Nikolaj Lie Kaas, Mikael Persbrandt og Alexander Skarsgård i tv-serien.
Man kan se 'Riget: Exodus' på Viaplay fra den 9. oktober.