Var døden nær: Vendte livet på hovedet
Cat Stevens levede i begyndelsen af 70'erne det vilde rockstjerneliv. Men en særlig oplevelse fik ham til at gøre noget drastisk
Cat Stevens væltede sig i sprut, spil og damer, da han i 70'erne levede et liv i overhalingsbanen.
En nærdødsoplevelse fik ham dog til at lægge sit liv fuldstændig om, og selv navnet blev ændret - til Yusuf Islam.
Fredag kan han fejre 75 års fødselsdag.
Cat Stevens - som han hed dengang - udgav stribevis af hit i 70'erne. "Wild world", "Father and son" og "Morning has broken" bare for at nævne få.
Bølge skyllede ham i land
Succesen afspejlede også det liv, musikeren levede, hvor der i den grad var fart på.
Det liv stoppede dog brat i 1976, hvor han havde han en nærdødsoplevelse, da han svømmede i Stillehavet ud for Malibu Beach.
Han bad fortvivlet til Gud og lovede at tjene ham, hvis han overlevede. Han har efterfølgende beskrevet, hvordan en bølge kom og skyllede ham i land.
Egentlig er Yusuf Islam, som han hedder i dag, opdraget fra et katolsk hjem, men han har i sit liv udforsket alternative trosretninger, mystik, zenbuddhisme og astrologi.
Konverterede til Islam
Efter episoden i 1976 forærede hans bror Cat Stevens et eksemplar af Koranen.
Det fik ham til at vende sit liv på hovedet.
Han konverterede til islam og skiftede navn.
Sangeren rykkede til London, hvor Stevens, der nu gik under navnet Yusuf Islam, blev en ledende skikkelse i det muslimske samfund. Han stiftede blandt andet muslimske skoler.
30 år efter ændringen vendte han i 2006 tilbage - nu igen som Cat Stevens. Det skete med udgivelsen af et album, som var i den stil, man kendte fra begyndelsen af 70'erne.
Samtidig blev "Islam" fjernet fra kunstnernavnet. Cat Stevens mente, at det havde været en misfortolkning af islam at stoppe med populærmusikken.
Knap 50 år siden
Det er knap 50 år siden, at Cat Stevens sidst optrådte i Danmark. I 1974 spillede han i Falkoner Salen i København.
De seneste år har han dog nærmet sig dansk jord igen. I 2010 skulle Stevens have åbnet sin turné i Herning, men efter billetsalget var sat i gang, blev koncerten aflyst, og turnéåbningen flyttet til Stockholm.
I år var musikeren på en sjælden Europa-turné, men igen var Danmark ikke at finde på listen. Det tætteste han kom, var da han den 15. juni spillede i Hamburg.
Cat Stevens afsluttede turen rundt i Europa med den 25. juni at spille på den store festival Glastonbury i England.
Privat danner Stevens par med Fauzia Mubarak Ali, som han mødte, da han konverterede til islam. De har sammen fem børn.