Tv-vært opereret: Sådan har hun det
Tv-værten Lisbeth Østergaard har fået opereret sine øjenlåg efter at have været generet af dem i længere tid
Den populære tv-vært Lisbeth Østergaard er vant til at vise ansigtet frem på skærmen og som influencer på de sociale medier.
Men i øjeblikket gemmer hun en del af ansigtet bag et par solbriller.
Den 41-årige vært, som blandt andet har stået i spidsen for TV3-programmet "Boligkøb i blinde", har nemlig fået foretaget en operation af sine øjenlåg, som har hængt og generet hende.
Og operationen er gået godt, afslører Lisbeth Østergaard på Instagram.
- Øjnene er fikset, alt er godt, skriver Lisbeth Østergaard til et billede, hvor hendes øjne er dækket af et par store solbriller, og hun har en bøllehat trukket ned i panden.
- Hvis jeg selv skal sige det - og det skal jeg, for der er ikke andre til at gøre det - så er jeg sgu ret flot her på dag to, skriver hun videre.
For ensartethedens skyld
Egentlig var det primært det ene øje, der irriterede hende, men for ensartethedens skyld blev hun ifølge B.T. rådet af lægen til at få opereret begge øjne.
Selv om operationen er veloverstået, må tv-værten tage sig nogle forholdsregler i den kommende tid.
- Ingen makeup til mig de næste mange dage, men nogen vil måske mene, at jeg har rigeligt med farve på øjnene, skriver hun på Instagram med henvisning til de blå mærker, hun har fået omkring øjnene.
Der bliver måske også nusset lidt ekstra om hende på hjemmefronten.
I hvert fald har hun givet sin mand, den tidligere Robinson-deltager Ralf Christensen, besked om, at hun skal holde sig i ro og have ekstra meget lakrids og chokolade i mange dage - efter lægens anvisninger selvfølgelig, skriver hun humoristisk på det sociale medie.