Træt af naboens hund? Sådan slipper du for den
Hvis hunde tisser uhensigtsmæssige steder på din ejendom, kan du med fordel lave dit eget middel, der frastøder og omdirigerer hundene
Hvis du er træt af, at alle nabolagets hunde tisser op ad din postkasse, husmur eller hæk, er der heldigvis gode råd og hjælp at hente.
Det gælder også, hvis din egen firbenede ven har en tendens til at tisse på det præcis samme sted i haven, hvilket så forårsager døde, gule pletter på græsplænen.
Men det er faktisk naturligt for hundene at tisse oveni deres eget eller andre hundes tis.
Det fortæller Karina Rasmussen, som er adfærdsbehandler i virksomheden Hundesprog, hvor hun arbejder med både hunde og deres ejere.
- Hunden markerer sit territorium med sin urin. Det er lidt ligesom, når mennesker sætter hegn op rundt om deres ejendom. Hvor stort et territorium, en hund vælger at markere, afhænger af dens personlighed, forklarer hun.
Går efter populære steder
Her vil hunden især markere dér, hvor der er meget trafik, så den kan informere så mange andre hunde som muligt om, at de kommer forbi dens territorium.
Mens hanhunde forsøger at tisse en lille smule på så mange forskellige steder som muligt, har hunhunde det med at tisse større pøle på de samme steder.
Og det kan være hårdt for græsplænen, siger Martin Nissen, som er medindehaver af webshoppen havehandel.dk.
- Hundetis fungerer jo som naturlig gødning, og det er som regel godt for planter. Men hvis man gøder for koncentreret et sted, så dør planten. Det er det, der sker, når en hund tisser for ofte på det samme sted.
Døde pletter skal fjernes
Det forårsager derfor gule pletter af dødt græs, og der er faktisk kun én ting at gøre ved pletterne.
- Når græsset først er dødt, så er det dødt. Så du er nødt til at fjerne pletten. Riv det op med en rive eller en vertikalskærer, så du får en bar plet. Derefter skal du så med nye græsfrø, forklarer Martin Nissen.
Derudover kan man også yde førstehjælp mod tissepletterne, hvis man fanger hundene på fersk gerning.
- Man kan fortynde koncentrationen af urin ved at hælde vand over, siger Karina Rasmussen.
Kan bruge spray
Men der er faktisk også råd for, hvad man kan gøre for at holde hundene væk fra deres sædvanlige tissesteder.
- Der findes forskellige midler på sprayform, som man kan bruge. Men de holder kun i kort tid og kan derfor blive omkostningstunge i længden, fordi man er nødt til at spraye ofte, siger Karina Rasmussen.
Her snakker hun om såkaldte "hold dig væk"-spray, som har en duft, der generer hundene.
Lav dit eget middel
Derfor foreslår hun i stedet, at man laver sit eget middel.
- Hunde kan ikke lide duften af citron og eddike, så man kan enten blende sine gamle citroner med vand eller blande vand og eddike. Derefter vander man så med en af de to blandinger på de steder, man vil holde hundene væk fra, lyder rådet fra adfærdsbehandleren.
Hvor ofte du skal vande med citron- eller eddikeblandingen, kommer an på, hvor trafikeret stedet er.
- Som tommelfingerregel burde en gang om ugen være nok, siger hun.
Derudover har Karina Rasmussen selv haft held med at skifte underlaget omkring sin egen postkasse ud.
- Jeg byttede bløde og runde sten ud med mere kantede og skarpe skærver, og det kan hundene ikke lide at gå på, siger hun.