Tove Manswell er død
Husker du hende fra "Skøn, skæv og 98"?
Tove Manswell er død - 102 år gammel.
Det bekræfter Lisbet Matz-Lyons, som var nær ven af familien, over for Ekstra Bladet.
- Hun døde onsdag 27. april klokken 10.40. Hun har været svagelig i lang tid, og så havde hun et kort sygdomsforløb i forbindelse med et mavesår, der slog benene væk under hende på stort set 24 timer, siger Lisbet Matz-Lyons til bladet.
Tove var hovedpersonen i DR-dokumentaren "Skøn, skæv og 98", hvor man fulgte hendes dagligdag. Der blandt andet indebar at ryge hash på daglig basis.
I dokumentaren kom det også frem, at hun var modstandskvinde under Anden Verdenskrig, ligesom hun har siddet i fængsel for hashsmugling.
I sultestrejke
Som 101-årig gik hun i sultestrejke for at gøre opmærksom på forholdene på det plejehjem, hvor hun boede.
Ifølge Lisbet Matz-Lyons skal Tove Manswell begraves torsdag.
Hun efterlader sig en søn.