Spottede du detaljen i Badehotellet?
Margrethe Rasmussen klæder samtlige karakterer i 'Badehotellet' på. Kostumerne, som hun designer, skal passe både til tiden - år 1945 - og til karakteren
- Jeg plejer at sige, at jeg har været med siden 1928. Jeg har været med helt fra starten. Jeg elsker 'Badehotellet'.
Det er helt specielt for den 67-årige kostumedesigner Margrethe Rasmussen at vende tilbage til 'Badehotellets' univers år efter år.
- Det er enormt spændende at følge de forskellige karakterer og se, hvordan de fornyer sig. Vi designer og syr det meste af tøjet selv. Men samtidig med, at karaktererne og deres kostumer udvikler sig, skal universet være genkendeligt. Der er noget trygt og hyggeligt ved gentagelser, fortæller hun og fortsætter:
- Vi skal følge med tiden. Gæsterne skal klædes på, så de passer til tiden, situation og de forhold, som gjorde sig gældende på den tid. I 20'erne var folk frie og glade, imens de i 1945 - hvor vi er nået til nu - var nødt til at sy deres tøj om, fordi det var umuligt at skaffe nyt på grund af krigen.
Hver gæst har sin egen farveskala
Margrethe Rasmussen har 10 ugers forberedelse - fra første research til færdige kostumer - inden optagelserne til en ny sæson går i gang.
- Det er vidunderligt at opleve skrædderne sy og fremtrylle de kostumer, som jeg har designet, og se dem på skuespillerne. Og jeg får også meget ud af at se kostumerne på skærmen, fortæller hun.
Hver gæst på Andersens Badehotel har sin egen farveskala.
Fru Frigh iklæder sig blåt og hvidt tøj, imens fru Madsen iklæder sig tøj i varme, rødlige farver. Og Amanda har meget tøj i lilla nuancer.
- Det handler om, hvad der klæder skuespilleren og karakteren, og hvad den enkelte karakter skal repræsentere og udstråle, fortæller Margrethe Rasmussen.
- Ud fra deres tøjvalg kan man se, at fru Frigh er gammelrig, imens fru Madsen er nyrig. Fru Madsens tøj vidner om, at hun gerne vil vise sig mere frem, fortsætter hun.
- Vi er én stor familie
Det bliver aldrig kedeligt at være en del af holdet på 'Badehotellet', lyder det fra kostumedesigneren.
- Det er fantastisk. Alle holder ved. Vi har kendt hinanden så længe. Vi er én stor familie.