Spidder forældreskabet
Anmelderne er uenige om, hvor effektivt Paprika Steen spidder forældreskabet i ny film
Med filmen "Fædre og Mødre", som har premiere torsdag, er det fjerde gang, at skuespiller Paprika Steen sætter sig i filminstruktørstolen.
Det er en film, som deler vandene hos mediernes anmeldere.
Politikens anmelder giver tre ud af seks hjerter, og kalder filmen sjov, men samtidig lidt for sjov.
- Paprika Steen stikker ganske som forventet dygtigt giftbrodden ind, men jeg synes også, hun er for længe om at trække den ud igen, skriver avisen.
Ikke helt oppe at ringe
Politikens anmelder sammenligner også filmen med Paprika Steens film "Den tid på året" fra 2018, som blev rost.
Men anmelderen mener ikke, at "Fædre og Mødre" når de samme højder.
- Jeg oplever "Fædre og mødre" som en mere grimasserende karikatur og mindre interessant komedie end "Den tid på året", skriver anmelderen.
Fem ud af seks hjerter
Hos Alt for Damerne har bladets anmeldere givet fem ud af seks hjerter.
- Uanset hvor man ligger på spektret i den kreative klasse, sættes forældreskabets mørke sider her så effektivt og sylespidst sjovt på plads, at det måske rammer nogen over tæerne (der skiftevis krølles og stritter af fryd undervejs), skriver anmelderen.
Men det gør også "nas på den gode måde", lyder det i anmeldelsen.
- Filmen er en udsøgt kritik af middelklasse-paranoia, magtkampe og voksenmobning og altså vidunderligt, velgørende ond, skriver anmelderen.
Lunken anmeldelse
Kulturmediet Soundvenues anmelder mener, at filmen "aldrig rigtig finder sine ben at stå på" og giver "Fædre og Mødre" tre ud af seks stjerner.
- Men ellers virker det på en underlig måde, som om manuskriptet er for langt fra de levende iagttagelser af virkelighedens forældredilemmaer, der ville have løftet materialet, skriver anmelderen.
Da Soundvenue opsummerer sin anmeldelse, skriver anmelderen, at man må nøjes med en "mildt underholdende film".