Sort år for Elizabeth

Anklager og skandaler har præget det britiske kongehus i 2021, som også bød på dødsfaldet af en højtelsket prins

I april var Storbritannien ligesom andre dele af verden underlagt strenge coronarestriktioner. Det betød, at den kongelige familie måtte sidde adskilt til prins Philips begravelse. (Arkivfoto).
I april var Storbritannien ligesom andre dele af verden underlagt strenge coronarestriktioner. Det betød, at den kongelige familie måtte sidde adskilt til prins Philips begravelse. (Arkivfoto).
Offentliggjort Sidst opdateret

Året, der går på hæld, er ikke gået stille for sig i det britiske kongehus.

Et verdenskendt interview med to nu tidligere fremtrædende medlemmer sendte i foråret rystelser gennem Storbritannien.

Kort efter gik prins Philip bort. Han var gift med dronning Elizabeth, der næste år kan markere platin-jubilæum som Storbritanniens regent gennem 70 år.

Undertiden har en gammel sag om dronningens næstældste søn og tredje barn, prins Andrew, atter spøgt.

I begyndelsen af 2021 blev 99-årige prins Philip indlagt en måned med lungebetændelse.

Indlæggelsen faldt sammen med en kontant udmelding fra dronningens barnebarn prins Harry og hans hustru, den forhenværende profilerede skuespillerinde Meghan Markle: De trak sig nu officielt fra alle deres pligter i det britiske kongehus til fordel for et frit liv.

Flyttede til Californien

Den beslutning blev dog allerede offentlig kendt året før. Her flyttede parret samtidig til hertuginde Meghans hjemland, USA, hvor de slog sig ned i delstaten Californien.

Der var også der, de i foråret lavede et interview med den verdenskendte talkshowvært Oprah Winfrey.

Hertuginde Meghan fortalte i et interview med Oprah Winfrey, at hun blev nægtet professionel hjælp af kongehuset, da hun kæmpede med destruktive tanker, mens 37-årige prins Harry sagde, at han har følt sig svigtet af sin far, prins Charles. (Arkivfoto).
Hertuginde Meghan fortalte i et interview med Oprah Winfrey, at hun blev nægtet professionel hjælp af kongehuset, da hun kæmpede med destruktive tanker, mens 37-årige prins Harry sagde, at han har følt sig svigtet af sin far, prins Charles. (Arkivfoto).

I marts udkom den to timer lange snak. Der gik ikke længe, før parrets udtalelser vækkede overskrifter verden over.

Hertuginde Meghan antydede i interviewet, at Buckingham Palace havde været med til at "udbrede falske indtryk" af hende og prins Harry.

Den 40-årige hertuginde fortalte også, at der før fødslen af parrets første barn, Archie, var en bekymring for, hvor mørk hans hud ville blive. Ifølge hertuginden forklarer det, hvorfor han ikke fik en prinsetitel.

Kort efter reagerede kongehuset med en udtalelse om, at de tog anklagerne alvorligt og til efterretning.

Præcis én måned efter det rystende interview gik det britiske kongehus' ældste medlem bort.

Dronning Elizabeths mand, prins Philip, sov ind på Windsor Castle en fredag morgen i april.

Han blev 99 år og døde, få måneder inden han ville være fyldt 100 år.

Senere samme måned blev prins Philip begravet ved en ceremoni, der var begrænset til de nærmeste 30 personer grundet coronarestriktioner.

Dronning Elizabeth, der var gift med prins Philip gennem 73 år, måtte sidde alene i kirken.

Samme måned, i et Instagramopslag på kongehusets profil i forbindelse med dronning Elizabeths 95-års fødselsdag, takkede hun for folkets kondolencer.

- Som familie er vi i en periode af stor sorg, men det har været en støtte for os alle at se og høre hyldesterne til min mand fra folk i Storbritannien, Commonwealth og rundt omkring i verden.

- Vi er dybt rørte og bliver fortsat mindet om den store betydning, Philip havde for utallige mennesker gennem sit liv, lød det fra dronning Elizabeth.

Oldemor fire gange

Trods sorgen har den monarken også haft ting at glæde sig over det forgangne år.

Hun er blevet oldemor fire gange.

Prins Harry og hertuginde Meghan fik deres andet barn i juni. En datter, som har fået navnet Lilibet Diana.

Dronning Elizabeth havde dog også flere ting at smile over i 2021, hvor hun blev oldemor til endnu en håndfuld royale rollinger. (Arkivfoto).
Dronning Elizabeth havde dog også flere ting at smile over i 2021, hvor hun blev oldemor til endnu en håndfuld royale rollinger. (Arkivfoto).

Navnet Lilibet er inspireret af dronning Elizabeths kælenavn, mens Diana er navnet på prins Harrys elskede og afdøde mor, prinsesse Diana.

Også dronning Elizabeths barnebarn prinsesse Eugenie, der er datter af prins Andrew, tilførte familien endnu en arving.

I februar fik hun sit første barn, en søn, med husbonden, Jack Brooksbank.

Måneden efter fødte dronning Elizabeths barnebarn Zara Tindall sit tredje barn, som hun har sammen med den tidligere rugbyspiller Mike Tindall.

Prinsesse Eugenies søster, prinsesse Beatrice, fik også sit første barn i 2021. Sammen med sin mand, Edoardo Mapelli, kunne hun i september byde endnu en pige velkommen til kongehuset.

Rygter om prins Andrew

Familieforøgelsen skete, mens en alvorlig sag om prinsessernes far, prins Andrew, kastede mørke skygger over kongehuset.

Igen svirrede anklagerne mod prinsen, der flere gange har været sat i forbindelse med sexforbryderen Jeffrey Epstein.

Prins Andrew er flere gange blevet anklaget for at have forbindelse til Jeffrey Epsteins forbrydelser. Jeffrey Epstein blev i 2019 anklaget i en omfattende retssag om menneskehandel og seksuelle overgreb mod mindreårige piger. Blandt andre har en af Epsteins tidligere piloter vidnet, at prins Andrew flere gange har fløjet med Jeffrey Epsteins privatfly. (Arkivfoto).
Prins Andrew er flere gange blevet anklaget for at have forbindelse til Jeffrey Epsteins forbrydelser. Jeffrey Epstein blev i 2019 anklaget i en omfattende retssag om menneskehandel og seksuelle overgreb mod mindreårige piger. Blandt andre har en af Epsteins tidligere piloter vidnet, at prins Andrew flere gange har fløjet med Jeffrey Epsteins privatfly. (Arkivfoto).

Den amerikanske kvinde Virginia Giuffre anklagede prinsen for et overgreb, der ifølge hende skulle have fundet sted for 20 år siden.

Prins Andrew har afvist alle anklager, men flere kilder knytter ham til Jeffrey Epsteins forbrydelser.

I 2019 trak prinsen sig fra sine royale forpligtelser efter et omtalt interview med BBC, hvor han hverken kunne forklare, hvorfor han ikke afbrød kontakten til Jeffrey Epstein tidligere eller udtrykte særlig meget sympati med ofrene.

70-års regentjubilæum 

Dronning Elizabeth kigger frem mod 2022 med en glædelig begivenhed i sigte, når hun har 70-års regentjubilæum.

Kongehuset har planlagt en række begivenheder i løbet af året, som skal markere milepælen.

Særligt i juni er programmet pakket. Kongehuset har sørget for, at der er flyttet rundt på nogle nationale fridage, så flest muligt kan deltage i festlighederne henover en forlænget weekend.

Dronning Elizabeth II

* Dronning Elizabeth II (Elizabeth Alexandra Mary) er født 21. april 1926.

* Hun blev Storbritanniens regent i 1952.

* Hun er statsoverhoved for Storbritannien og 15 andre Commonwealth-lande. Herunder Australien, New Zealand og Canada.

* Dronning Elizabeth er ældste datter af George VI og Elizabeth.

* Elizabeth II blev i 1947 gift med løjtnant Philip Mountbatten. De er forældre til prins Charles, prinsesse Anne, prins Andrew og prins Edward.

* Desuden har de otte børnebørn og ni oldebørn.

* Et af børnebørnene er Prins William, som er gift med hertuginde Catherine af Cambridge.

Kilde: royal.gov.uk, denstoredanske.dk
Powered by Labrador CMS