Skodder politisk smøg-sag
Nu er forslaget gået op i røg
Regeringen kommer ikke til at få røgfri unge fra 2010-generationen og frem..
Det skyldes EU-regler, som betyder, at medlemslande ikke må forbyde eller begrænse markedsføring af tobak.
Det fremgår af et folketingssvar fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S).
- Det er på den baggrund Sundhedsministeriets vurdering, at et forbud mod salg af tobaks- og nikotinprodukter til personer født i 2010 eller senere vil forudsætte en ændring af tobaksvaredirektivet, skriver han.
Erkender udfordringer
Det er omkring tre uger siden, at regeringen i sit sundhedsudspil erklærede sig klar til at forbyde salg af tobak og nikotinprodukter til personer, der er født i år 2010 eller senere.
Ministeren har erkendt, at der vil være juridiske udfordringer ved forslaget, men det har været uvist, om det ville kunne lade sig gøre.
Regeringens forslag omfatter ikke bare tobaksprodukter, men også nikotinprodukter, fordi de er meget afhængighedsskabende ifølge Heunicke.