Tendens: Flere bruger cykelhjelm
For bare et år siden svarede seks ud af 10 danske cyklister, at de aldrig brugte cykelhjelm. I dag er det kun fire ud af 10. Nu har hver fjerde cyklist altid cykelhjelm på, når de cykler mod blot hver femte sidste år.
Danskerne er blevet mere bevidste om deres sikkerhed, når de cykler i den tætte trafik på de danske cykelstier.
Fire ud af ti cyklister er således altid ustyret med en cykelhjelm, når de cykler, mens det for bare et år siden var hver femte. Dermed er antallet af cyklister, der aldrig kører med cykelhjelm er faldet med ti procentpoint. Det viser en ny undersøgelse af TNS Gallup lavet for Gjensidige Forsikring.
Undersøgelsen viser samtidigt, at der er stor forskel på, hvor mange cyklister der bruger en hjelm, alt efter hvor man er i landet. Her viser det sig nemlig, at dobbelt så mange i Region Hovedstaden bruger deres cykelhjelm i forhold til i Region Nordjylland.
Lovændring ville gøre en forskel
Viljen til at øge sikkerheden findes i høj grad blandt danskerne. 14 % mener, at hjelmen bør være obligatorisk for børn, og mere end hver anden mener, at det bør være lovpligtigt for såvel voksne som børn at bære hjelm. Tre ud af fire danskere svarer, at en lovændring ville betyde, at de ville begynde at bære hjelm.
Selvom antallet af cyklister, der har været med i uheld, er faldet en smule siden 2011, ligger tallet stadig på mere end 800 om året. Sidste år mistede hele 33 cyklister livet, viser tal fra Danmarks Statistik.