Sigtet for vold
Jackass-stjernen har ifølge politiet angrebet en nær relation
Den 43-årige Jackass-stjerne Bam Margera er blevet sigtet for vold efter et sammenstød i Los Angeles. Af sigtelsen fremgår det, at der er tale om enten en nuværende eller tidligere partner.
Det skriver People.
Sparkede kvinde
Bam - med det borgerlige navn Brandon Cole Margrea - sparkede angiveligt en kvinde, hvorefter han blev anholdt og fængslet.
Senere blev han dog frigivet efter at have betalt kaution på 353.000 kroner.
Besøger søn
Endnu er det uvist, hvem kvinden er, men ifølge mediet besøger han sin søn Phoenix i Los Angeles, hvor hans ekskone Nicole "Nikki" Boyd og sønnen bor.
Han holder selv til i den anden ende af landet - i delstaten Pennsylvania.
Sidste år blev han fyret fra at være med i den seneste Jackass-film og han var efter eget udsagn ved at dø af covid-19.