Scorer ny kæmperolle
Optagelserne til serien er i fuld gang
Man kan i øjeblikket opleve Anders W. Berthelsen i rollen som Flemming 'Bamse' Jørgensen.
Og i 2023 vil man kunne opleve den populære skuespiller portrættere endnu et stort dansk ikon, da han har fået rollen som selveste Preben Kaas i TV 2's nye dramaserie 'Dansegarderoben'.
Det skriver TV 2.
Kendt som Kaas-kræs
Anders W. Berthelsen er i fuld gang med optagelserne til serien, som sætter spot på dansepigerne kendt fra Cirkusrevyen - også kendt som Kaas-kræs, da Kaas var direktør for revyen.
Dermed må man formode, at Anders W Berthelsen spiller en af de bærende roller.
Var reduceret til statist
Ditte Hansen og Louise Mieritz står bag 'Dansegarderoben', som de har skrevet, instruerer og selv spiller med i.
- 'Dansegarderoben' bliver underholdende og vedkommende, og med serien genfortæller vi et stykke Danmarkshistorie og gør bagudrettet op med den blinde vinkel, der reducerer kvinden til statist i verden. I disse år er vi er i gang med et paradigmeskifte, og derfor er der plads til nye fortællinger og et kritisk blik på fortiden, fortæller de to ophavskvinder.