Særligt øjeblik for prinsesse
Stolt kong Willem-Alexander af Holland deler foto af sin mellemste datter
Prinsesse Alexia, den mellemste af det hollandske kongepars tre døtre, har nu taget hul på et nyt kapitel i livet.
Prinsessen, der er 16 år gammel, skal, som Kendte.dk tidligere har skrevet, studere på UWC Atlantic College i Wales de næste to år og hun er nu taget afsted.
Casual klædt prinsesse
Det meddeler kongehuset selv i et opslag på Instagram.
"Prinsesse Alexia rejser til United World College of the Atlantic i Llantwit Major i Wales. Hun tager dertil for i de næste to år at færdiggøre en international bachelor," står der blandt andet i opslaget.
Her ser man også et billede af en aldeles casual klædt prinsesse med sin bagage over skulderne.
Prinsesse Alexia får i øvrigt kongeligt selskab under sine studier i Wales.
For også spanske kronprinsesse Leonor skal starte på UWC Atlantic College.
I fars fodspor
Belgiske kronprinsesse Elisabeth afsluttede sin uddannelse på stedet i 2020 og den hollandske konge har såmænd også studeret der i sine unge dag.