Sådan hjælper Nikolai kæresten
Benedikte Thoustrup sætter nu ord på, hvad hendes hjertes udkårne bidrager med
Grev Nikolai er en stor støtte og hjælp for kæresten Benedikte Thoustrup, som driver virksomheden Bénésoie.
Den unge iværksætter erkender over for Finans.dk, at det er en god markedsføringsstrategi at benytte sin royale kæreste som model.
"Nikolai er jo en fantastisk model, og jeg sætter stor pris på, at han kan hjælpe mig med at udbrede kendskabet til Bénésoie samt gøre opmærksom på, at vi forhandler unisex-produkter," fortæller hun.
Sparringspartner i det daglige
Men derudover er kæresten også hendes sparringspartner i hverdagen og kommer med gode input i forhold til farvevalg og design, lyder det.
For to år siden startede Benedikte Thoustrup brandet Bénésoie, der producerer hårpleje og hår-accessories, sammen med sin far, Anders Thoustrup, som er mangeårig erhvervsmand og direktør i virksomheden.
Til daglig studerer Grev Nikolais kæreste på CBS, men hun drømmer om at kunne leve af at drive sin virksomhed på sigt.