Påsatte brande hærgede i Aalborg

Offentliggjort Sidst opdateret

Lørdag aften blev der sat ild fire forskellige steder i Aalborg. Politiet søger vidner

Lørdag aften blev Vestbyen i Aalborg hærget af en serie af påsatte brande. På under to timer, blev der sat ild fire forskellige steder, oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Det første sted, der blev sat ild til, var en container i Ryesgade klokken 20.55, og blot syv minutter senere blev der også sat ild til en container i Schleppegrellsgade. Klokken 22.14 var det så en brand i nogle kabler i en kælder i Herluf Trolles Gade, der blev påsat, og klokken 22.22 blev der sat ild til nogle paller med pap i Dannebrogsgade.

Ingen personer kom til skade ved brandene, og de blev slukket, før der skete nogen større materielle skader.

Nordjyllands Politi søger nu vidner, som har set noget mistænkeligt i forbindelse med brandene. Politiet skriver i pressemeddelelsen, at de også meget tale med personer, der omkring klokken 22 har tanket på OK-tankanlægget ved  Kvickly på hjørnet af Dannebrogsgade og Strandvejen i Aalborg.

Nordjyllands politi kan kontaktes på telefon 114.

Powered by Labrador CMS