Royal ros til ung homoseksuel
Prins William sender personlig hyldest til ung fodboldspiller, der er sprunget ud som homoseksuel
Det 17-årige fodboldtalent Jake Daniels, der er tilknyttet klubben Blackpool, har høstet stor anerkendelser fra flere engelske fodboldstjerner, efter han mandag offentligt erklærede, at han er homoseksuel.
Som den første aktive, engelske professionelle fodboldspiller i over 30 år i øvrigt.
Personligt budskab
Nu høster Jake Daniels så også royal ros for sit mod til at stå frem.
Helt præcis fra prins William, der har delt et sjældent, personligt budskab om teenageren på sin Twitter-konto.
- Fodbold skal være et spil for alle. Det, Jake har gjort, kræver mod og vil forhåbentlig hjælpe med at nedbryde barrierer, der ikke har nogen plads i vores samfund. Jeg håber, at hans beslutning om at tale åbent giver andre tillid til at gøre det samme, skriver prinsen.
Ikke første gang
Prins William er præsident for det britiske fodboldforbund, FA, og det er slet ikke fremmed for ham at bidrage til debatten om sexisme - og også racisme - indenfor sporten.
Han har blandt andet tidligere deltaget aktivt i en fire dage lang boykot af de sociale medier på foranledning af Englands højtprofilerede fodboldklubber og deres spillere.