Ringede til mor: -Tror, jeg er ved at dø
Hjalmer Larsen var i stor sorg efter tabet af sin far
Sangeren og musikeren Hjalmer Larsen gik helt ned med flaget, da han mistede sin far, Kim Larsen, tilbage i 2018.
Forleden satte han ord på den turbulente tid i 'Go’ morgen Danmark'.
- Når du mister en så tæt på dit hjerte, så går alt i stykker. Din familie og dit hjem går i stykker, lød det.
Samtidig med, at popsangeren var tynget af sorg efter tabet af sin far, oplevede han succes, idet hans karriere tog voldsomt fart på det tidspunkt.
Hjalmer Larsen kunne sidde hjemme i sin lejlighed og kigge ind i væggen, græde og falde ned i et dybt hul - og så optræde på Roskilde Festival samme aften.
Fik stort angstanfald
Da det stod slemt til, fik den unge musiker et stort angstanfald, hvor han troede, at han var ved at få hjertestop.
Hjalmer Larsen fortæller om episoden, hvor han havde lavet pasta, da hans hjerte begyndte at banke alt for hurtigt.
Han ringede til sin mor og sagde: "Jeg tror, jeg er ved at dø".
På skadestuen kunne lægerne konstatere, at musikeren havde haft et angstanfald. Det var en melding, som han tog alvorligt.
Hjalmer Larsen tog fri i fire måneder og begyndte blandt andet at træne.