Rasende på 'fede Ronaldo'

Ronaldo har kun ejet Cruzeiro i et par uger, men den brasilianske klubs fans er allerede utilfredse

Ronaldo overtog 18. december Cruzeiro. Han ejer desuden spanske Real Valladolid. (Arkivfoto)
Ronaldo overtog 18. december Cruzeiro. Han ejer desuden spanske Real Valladolid. (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

"Store, fede Ronaldo, kom og forklar" råbte tilhængerne angiveligt.

Ronaldo havde nok ønsket sig en lidt bedre start på tilværelsen som klubejer i Cruzeiro.

Den tidligere brasilianske topangriber overtog i december klubben i hjemlandet, hvor han startede sin professionelle karriere, men er allerede raget uklar med flere af dens fans.

Torsdag var mange af dem således mødt op foran Cruzeiros træningsanlæg for at vise deres utilfredshed med, at klubbens mangeårige målmand Fabio ikke har fået sin kontrakt forlænget.

Det skriver Reuters.

Har selv spillet i klubben

Fabio, som har spillet i Cruzeiro siden 2005, var ifølge ham selv blevet enig med den nu tidligere klubledelse om en etårig kontraktforlængelse, men efter Ronaldos overtagelse blev der ændret på det. I stedet blev han angiveligt tilbudt en forlængelse på blot tre måneder, hvilket han ikke ønskede.

Ronaldo købte 18. december Cruzeiro, for hvad der svarer til 463 millioner kroner. Han spillede selv i klubben fra 1993 til 1994, hvorefter han blev hentet til PSV Eindhoven i Holland. En handel, som PSV's daværende danske sportsdirektør, Frank Arnesen, stod bag.

Cruzeiro spiller i Brasiliens næstbedste række, men har en fortid som en af landets topklubber.

Cruzeiro vandt senest det brasilianske mesterskab i 2014. I 2017 og 2018 vandt klubben pokalturneringen, men i 2019 rykkede holdet ud af nationalligaen, Serie A.

Ronaldo Luís Nazario de Lima

Ronaldo Luís Nazario de Lima kendt som Ronaldo (født 18. september 1976) er en tidligere brasiliansk fodboldspiller. Han har spillet 97 kampe for det brasilianske landshold siden 1994 og scoret 62 mål (pr. 1. juli 2006). Han har vundet VM-guld to gange i 1994 og 2002, og i 1998 førte han Brasilien til en andenplads, og var turneringens ubestridte konge. I 1994 fik han dog ingen spilletid.

Han regnes for at være blandt de allerstørste fodboldstjerner i sportens historie, og mange mener at han kunne have bragt sit talent endnu længere end tilfældet, hvis det ikke havde været for en skadespræget karriere. Så stort var hans talent, at han i en ung alder fik øgenavnet O'fenomeno (fænomenet) af fansene af den italienske storklub, Inter.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS