Prins Charles og Boris Johnson i stormvejr
Vejrguderne drillede under indvielse af nyt mindesmærke over faldne politifolk
Det var med et lille, kækt smil på læben, prins Charles onsdag den 28. juli oplevede sit lands premierminister i sandt stormvejr.
Det skete da de sammen deltog ved indvielsen af et nyt mindesmærke i Staffordshire for de omtrent 5000 britisk politifolk, der har mistet livet i tjeneste siden 1680.
I rusk og regn
Arrangementet foregik i rusk og regn, og i den forbindelse blev vrangen vendt ud på Boris Johnsons paraply mens nationens kommende regent havde fuldt ud styr på sin.
Charles benyttede blandt andet dagen til at møde og tale med efterladte familiemedlemmer ligesom han nedlagde en krans til ære for de faldne.
Takkede britisk politi
I sin tale rettede han en stor tak til britisk politi.
- Jeg vil udtrykke min taknemmelighed overfor de, der har givet deres liv i tjeneste og også overfor deres familier. Desuden anerkende de, der fortsat tjener for at beskytte os, sagde han blandt andet.
Det nye mindesmærke, der er 12 meter højt, har kostet i omegnen af fire millioner pund og har prins Charles som protektor.