Nægter at have stukket 19-årig ihjel

Den 19-årige døde et sommerhus nær Skibby på Sjælland

De to mænd var ifølge lokalt medie i familie med hinanden.Foto: Local Eyes
Offentliggjort Sidst opdateret

En 42-årig mand er varetægtsfængslet i fire uger.

Han er sigtet for at have dræbt en 19-årig mand i et sommerhus i Vellerup ved Skibby natten til onsdag.

Manden nægter sig skyldig.

Ifølge Sjællandske Nyheder er de to mænd i familie.

Det oplyser flere beboere i området til mediet.

Forslået og afbryder dommer

Den 42-årige havde det tydelig dårligt, da han blev ført ind i retten af to betjente onsdag lidt efter klokken 14.

Han så forslået ud og brød flere gange ind, mens dommeren talte. 

Det gjorde han, selvom forsvareren gjorde det klart, at den sigtede ikke ville udtale sig.

Stak fire gange

Sigtelsen går på, at den 42-årige skulle have stukket den 19-årige mand med et ukendt objekt fire gange. 

To gange i brystet, en gang i låret og en gang i foden.

Politiet fik kort før klokken 04.30 en anmeldelse om, at der havde været håndgemæng mellem to mænd.

Ikke til at redde

Da politiet ankom til stedet, stod den 19-årige mands liv ikke til at redde. 

Han blev erklæret død kort efter klokken 05.00 onsdag morgen.

Efter at anklagerfuldmægtig Malene Hansen havde læst sigtelsen op, blev dørene til grundlovsforhøret lukket.

Powered by Labrador CMS