Cyklist død af kvæstelser

En mand, der på sin cykel onsdag blev ramt af en bil ved Hillerød, er torsdag afgået ved døden

Han blev fløjet med lægehelikopter, men der var intet at gøre
Han blev fløjet med lægehelikopter, men der var intet at gøre
Offentliggjort Sidst opdateret

En 65-årig cyklist, der onsdag var involveret i en trafikulykke nord for Hillerød, er torsdag død af sine kvæstelser.

Det oplyser Nordsjællands Politi.

Ulykken skete omkring klokken 10.00 onsdag formiddag.

Fløjet med helikopter

Her kom den 65-årige cyklende på Helsingevej nær Fuglsangsvej, da han blev ramt af en bil. Han blev fløjet i helikopter til sygehuset, men hans liv stod altså ikke til at redde.

Som altid ved alvorlige ulykker blev en bilinspektør tilkaldt for at undersøge både ulykkesstedet og de involverede køretøjer for at fastslå, hvad der gik galt.

Politiet kan torsdag ikke sige noget nærmere om omstændighederne ved ulykken.

- Det må bilinspektørens rapport vise, siger vagtchef Rolf Hoffmann.

Cyklister dræbt i trafikken

Flere cyklister kom til skade i 2018

893 cyklister kom til skade i 2018, og 28 mistede livet. Antallet af dræbte cyklister er på niveau med de seneste år, mens der er sket en stigning i antallet af tilskadekomne cyklister i 2018.

I 2019 kom 919 cyklister til skade eller blev dræbt i trafikken. 31 af dem blev dræbt. Ligesom i 2018 var det desværre igen et år med mange tilskadekomne og dræbte cyklister.

Kilde: Vejdirektoratet
Powered by Labrador CMS