Plaget af kræftsygdom
Nu trækker countrysangeren Toby Keith stikket
Countrystjernen Toby Keith har kæmpet en kamp mod kræften, siden han blev diagnosticeret med mavekræft sidste år.
Nu holder han pause på ubestemt tid.
Det afslører den 60-årige sanger selv i et opslag på Twitter.
- Jeg har brugt det sidste halve år på at få kemo, strålebehandling og operationer. Så langt så godt. Nu har jeg brug for at tage en puster, komme ovenpå og slappe af, skriver Toby Keith.
— Toby Keith (@tobykeith) June 12, 2022
Sender hilsen til fansene
På trods af kræftsygdommen har countrystjernen for nylig udgivet et nyt album og givet koncerter, men nu trækker han altså stikket.
Toby Keith er opsat på at vinde kampen mod sygdommen.
- Jeg ser frem til at bruge den kommende tid på min familie, men jeg vil se alle jer fans hurtigere, end I aner det. Og jeg kan ikke vente, lyder det i opslaget.
Keith havde stor succes gennem 90'erne og 00'erne.
Fem af hans albums har toppet Billboards 'Top Country Albums'-liste, og hele 16 singler har indtaget førstepladsen på Billboards 'Hot Country Songs'.