Sådan undgår du tricktyve

Politiet advarer mod tricktyve efter en ældre kvinde i aftes blev udsat for tricktyveri i sit hjem. Politiet giver desuden gode råd til, hvordan du undgår tricktyve.

Politi og redning er i gang med at rydde op. Arkivfoto: Elo Christoffersen (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

En 78-årig kvinde blev torsdag aften ved 19.30-tiden udsat for et tricktyveri i sit hjem på Hagavej i Søborg, oplyser Københavns Vestegns Politi.

To mænd skaffede sig adgang til lejligheden under påskud af at være fra hjemmeplejen og skulle undersøge vandrørene. Den ene gerningsmand afledte kvindens opmærksomhed, mens den anden stjal hendes pung inde i lejligheden. Den 78-årige kvinde råbte dem an, og de forlod herefter lejligheden.

Gerningsmændene beskrives som:

A: Mand, østeuropæisk af udseende, ca. 30 år, 175 cm, spinkel kropsbygning, kort sort hår. Han var iført en mørk jakke og mørke bukser.

B: Mand, østeuropæisk af udseende, ca. 18 år, 160 cm, spinkel kropsbygning, kort sort hår. Han var iført en blå jakke og mørke bukser.

Oplysninger i sagen kan gives til Københavns Vestegns Politi på 4386 1448.

Sådan undgår du tricktyve

Trick- og gadetyve er snu og finder på mange påskud for at stjæle på gaden eller i hjemmet. Københavns Vestegns Politi opfordrer borgerne til at følge nogle enkle råd for at beskytte sig mod de langfingrede:

• Vær skeptisk, når ukendte personer henvender sig – hjemme og på gaden.

• Åben kun døren for folk, du kender. Brug dørspion eller spørg til ærinde uden at åbne. Lav faste aftaler med hjemmehjælpere, håndværkere mv. – spørg gerne efter legitimation. Skilt ikke med, du bor alene – skriv kun forbogstav og efternavn på dørskiltet.

• Hold afstand til ukendte personer på gaden, ved indkøb mv. og hold pungen tæt til kroppen. Skjul altid din pinkode og opbevar den aldrig med dit kort.

• Gå ikke rundt med store værdier – og lad dem ikke ligge fremme hjemme.

Ring hurtigt til politiet, hvis du oplever noget mistænkeligt: 43 86 14 48 eller 114. Ring Alarm 1-1-2 hvis det sker akut.

Powered by Labrador CMS