Fløj til Danmark i privatfly

For at minimere smitterisiko ved rejsen til Danmark foretrak Yussuf Poulsen et privatfly frem for et rutefly.

Yussuf Poulsen spiller sin landskamp nummer 49, hvis han kommer på banen onsdag mod Sverige. Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Den danske landsholdsangriber Yussuf Poulsen har haft penge oppe af lommen for at reducere risikoen for at blive smittet med coronavirus på rejsen fra Leipzig til den danske landsholdssamling i Helsingør.

Sammen med sin svenske holdkammerat Emil Forsberg, der onsdag er modstander i testkampen på Brøndby Stadion, lejede Yussuf Poulsen et privatfly til at stå for transporten.

Landsholdsangriberen betragter fravalget af rutefly som en investering i sin egen karriere, da omkostningerne ved at blive coronasmittet kan være større.

– Jeg er fløjet med en kollega fra Sverige, Emil Forsberg, i privatfly, så vi kunne reducere smitterisikoen så meget som muligt.

– Ja, det er voldsomt. Men hvis man bliver smittet med corona, så falder man måske ud af holdet, fordi der er to uger, hvor man ikke må lave noget som helst. Det kan gøre, at man mister sin plads og så ikke spiller kampe i to måneder.

– Det er der nogen mennesker, som ikke vil risikere, og jeg er en af dem, siger Yussuf Poulsen.

Klubben opfordrede

Det er hans tyske klub, RB Leipzig, der har opfordret Yussuf Poulsen og klubbens øvrige spillere til at benytte sig af den ekstravagante, men sikrere transportform.

– Selvfølgelig er smitterisikoen større, hvis man tager et rutefly, men det bliver man også nødt til at gøre nogle gange. Jo mindre kontakt, man har med andre personer, desto sikrere er det, og det er det, vi har forsøgt at opnå ved at tage et privatfly.

– Det er også det, vores klub har rådet os til helst at gøre, for klubben vil jo heller ikke have, at vi kommer tilbage med corona og smitter de andre på holdet. Man må forsøge at gøre smitterisikoen så lille, som man overhovedet kan, siger danskeren.

Ikke begejstrede

Han har et indtryk af, at klubberne i disse tider ikke er så begejstrede for, at der skal spilles landskampe.

– Selvfølgelig er der en nervøsitet i klubberne ved at sende spillere ud til landshold i hele Europa. Vi havde selv et tilfælde ved sidste landsholdssamling, hvor der kom en smittet spiller tilbage, men det blev heldigvis opdaget, inden han kom ud i klubben.

– Så det tilfælde havde ikke større konsekvenser, end at han bare selv skulle isolere sig i to uger. Men hvis der rammer en smittekæde over et helt hold, så kan det være noget rigtig skidt, og derfor er klubben også nervøs for, at det kan ske.

– Det er derfor, vi tager de forbehold, som vi nu kan, og det er derfor, at vi bliver testet ekstra meget, siger Yussuf Poulsen.

Hold virusset væk

Sådan undgår du at blive smittet med coronavirus Covid-19:

– Vask dine hænder tit, eller brug håndsprit.

– Brug mundbind

– Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder.

– Begræns den fysiske kontakt, og undgå håndtryk, kindkys og kram.

– Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen.

– Hvis du er ældre eller kronisk syg, så hold afstand, og bed andre tage hensyn.

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

Powered by Labrador CMS