Corydon afviser tegn på opløsning

Finansminister Bjarne Corydon ærgrer sig over Karen Hækkerups exit fra regeringen, men siger, han har forståelse for hendes jobskifte. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO
Offentliggjort Sidst opdateret

Det siger ikke ret meget om regeringen, at den nu for ottende gang skal rokere, mener finansministeren.

Mens meningsmålingerne i månedsvis har spået et farvel til ministerbilerne, har flere topministre i SR-regeringen i den seneste tid været rygtet på vej væk fra dansk politik.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) afviste gang på gang, at hun var kandidat til en toppost i Bruxelles. Men økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) valgte i august overraskende at forlade regeringen og topposten i sit parti til fordel for en kommissærpost i Bruxelles.

Nu er det Karen Hækkerup (S), som forlader den ellers eftertragtede post som justitsminister til fordel for en post som direktør i Landbrug & Fødevarer.

Finansminister Bjarne Corydon (S) har dog forståelse for jobskiftet.

– Jeg synes, det er ærgerligt. Karen Hækkerup var en fantastisk dygtig kollega, som jeg holdt af og respekterede. Omvendt kan man kun have respekt for, at hun har fået et virkeligt godt job, og jeg har naturligvis forståelse for, at hun vælger den vej, siger Bjarne Corydon til Ritzau.

Spørgsmål: Regeringen har mange gange måttet rokere på posterne. Nu skal I til det igen, hvad siger det om regeringen?

– Det siger ikke ret meget. De seneste to rokader er udtryk for, at meget dygtige og stærke ministre har fået virkelig gode job. De kommer til at spille en stor rolle uden for dansk politik. Det er bestemt ikke noget svaghedstegn set fra mit synspunkt.

Spørgsmål: Justitsministerposten er en af de mest centrale i regeringen, og Karen Hækkerup går til et job, som ikke er helt så højt profileret. Er det et signal om, at man er ved at give op i regeringen, så det nu gælder om at finde job andre steder?

– Nej, det synes jeg bestemt ikke. Jeg synes, det er et stort og vigtigt job, Karen Hækkerup her har landet.

– Jeg mener, at vi skal glæde os over, at det er blevet sådan med dansk erhvervsliv og politik, at muligheden for at skifte bliver mere åben, end den har været hidtil, siger Bjarne Corydon.

Karen Hækkerups farvel betyder, at Mette Frederiksen (S) skifter fra Beskæftigelsesministeriet til Justitsministeriet. Posten som beskæftigelsesminister bliver overtaget af Socialdemokraternes gruppeformand og ministerveteran, Henrik Dam Kristensen.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS