NBA-legender sætter god og dårlig rekord
Kobe Bryant har nu brændt flest forsøg af alle i NBA, mens Dirk Nowitski er den mest scorende udlænding.
Basketballspillerne Kobe Bryant og Dirk Nowitski skrev begge historie, da de natten til onsdag dansk tid var i aktion i NBA-ligaen.
Los Angeles Lakers-veteranen Kobe Bryant satte rekord som den spiller, der har brændt flest skud i åbent spil i NBA-historien, da han i fjerde periode brændte et forsøg i udekampen mod Memphis Grizzlies. Det skriver nba.com.
Det var 36-årige Kobe Bryants afbrænder nummer 13.418 i karrieren, der har strakt sig over knapt to årtier. Han brændte yderligere tre gange, så Bryant er noteret for i alt 13.421 afbrændere i karrieren.
Legendens humør blev næppe bedre af, at Los Angeles Lakers tabte 102-107, så klubben blot har en sejr i syv kampe.
Dirk Nowitski var formentlig noget mere tilfreds med sin rekord, som han satte undervejs i Dallas Mavericks’ sejr på 106-98 hjemme over Sacramento Kings.
Tyskeren scorede 23 point og overhalede den nigerianskfødte Hakeem Olajuwon som den mest scorende udlænding nogensinde i NBA.
36-årige Dirk Nowitski, der kom til Dallas Mavericks i 1998, er oppe på at have scoret 26.953 point, syv point flere end Hakeem Olajuwon.
/ritzau/