Meghan overraskede ved massakre-skole
Hertuginden dukkede pludselig og helt uventet op med blomster ved mindesmærke for dræbte skolebørn
Hertuginde Meghan overraskede stort, da hun torsdag pludselig og uanmeldt dukkede op og lagde blomster ved mindesmærket for ofrene for skoleskyderiet i den lille by Uvalde i delstaten Texas, USA, tirsdag.
Det skriver blandt andet TMZ.
Hvide kors med ofrenes navne
Skyderiet, der kostede 19 børn og to lærere livet, skete på den lokale skole, Robb Elementary School.
Meghan bevægede sig rundt ved mindesmærket, hvor der er opstillet hvide kors med blå hjerter samt de dræbtes navne.
Ingen tilknytning
TMZ skriver også, at Meghan så vidt vides ikke har nogen tilknytning til hverken ofrene for skyderiet eller den lille by, som ligger omkring 130 kilometer vest for San Antonio.
Desuden, at hun som så mange andre amerikanere er fortvivlet over masseskyderiet, og havde valgt at tage turen fra sit hjem i Californien til Texas for at vise sin respekt for de dræbte.