DMI vender op og ned på vejret

En af Danmarks mest besøgte hjemmesider ser pludselig helt anderledes ud.

Offentliggjort Sidst opdateret

Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, har fået ny hjemmeside.

“Nå ja, og hvad så?” tænker du måske, men det bør du ikke. For med over en halv milliard klik om året er dmi.dk et af de steder på nettet, vi opholder os mest.

Hjemmesiden har været under udvikling i en del tid, og man har selv kunnet finde den, hvis man har takket ja til at se den i en beta-udgave. Men nu rulles den fuldt ud for alle.

Farvel til femdøgnsprognosen

En af de største ændringer ved hjemmesiden opdager man hurtigt.

Femdøgnsprognosen – som vi også kender fra vejrudsigterne på tv – er væk. Den mener man simpelthen ikke er tidssvarende længere.

Den er i stedet blevet erstattet af lokale femdøgnsprognoser, fortæller DMI i en pressemeddelelse:

“Vejret er jo næsten aldrig ens i hele Danmark på samme tid. Bare fordi den står på slagregn i Helsingør, kan solen sagtens skinne i Herning eller omvendt. Borgerne efterspørger vejrprodukter, som rummer de relevante og mest nøjagtige vejrinformationer, der hvor de færdes. Designet har derfor fået en grundig overhaling, og det er blevet mere brugervenligt med mulighed for at tilpasse hjemmesiden, så man får viden om vejret, de steder man har brug for det,” fortæller direktør for Danmarks Meteorologiske Institut Marianne Thyrring.

Hurtigt og præcist

I grafikkerne har DMI generelt valgt at tage de mere kortsigtede briller på. Man kan i grafikker se, hvordan vejret i Danmark vil udvikle sig over de næste to døgn – man kan for eksempel se hvor og hvornår der vil være glatte veje.

I øvrigt bliver radarbillederne opdateret hvert femte minut.

Og det er alt sammen for brugernes skyld, lyder det fra DMI:

“DMI er til for borgerne, vi skal klæde folk på til fremtidens vejr – kommer det til at regne på cykelturen eller er vinden rigtig til en tur på bølgerne? Og så skal vi selvfølgelig være på pletten, når vejret viser tænder. På den nye hjemmeside får borgerne populært sagt mulighed for at skræddersy brugerfladen til dem selv. Der ud over træder nye tiltag i kraft som fx hvordan regn, slud eller sne bevæger sig frem i tiden,” forklarer Marianne Thyrring.

Powered by Labrador CMS