DMI advarer: Sneglat fra morgenstunden

Flere steder har fået sne over natten.

Flere steder kan vejen være glatte af sne. (Foto: Henning Bagger/Scanpix)
Offentliggjort Sidst opdateret

Selv om langt de fleste ligger under dynen og skutter sig, så byder vejret den 29. december 2020 på udfordringer for dem, der vælger at trodse det.

Særligt i den sydlige del af landet, hvor der lokalt kan være snebyger fra morgenstunden.

Det fortæller Jesper Eriksen, vagthavende meteorolog hos DMI, til Newsbreak.dk:

– Vi vil lokalt få perioder med sne, og har allerede haft det på Lolland-Falster. Så helt lokalt kan der være sneglat i den sydlige del af landet, men det er meget lokalt, siger Jesper Eriksen.

Fra morgenstunden ligger temperaturen i den sydlige del af landet helt nede omkring frysepunktet, mens temperaturen stiger, jo længere nord på man kommer.

Således er Danmarks varmeste også det nordligste; i Skagen er der fra morgenstunden lige knap 5 graders varme, siger vagthavende meteorolog Jesper Eriksen.

Gråt i gråt

Ellers vil dagen være præget af et lavtryk, der har sin gang gennem Danmark.

Det resulterer i en svag til frisk i forskellige retninger alt efter, hvor i landet, man befinder sig.

Med lavtrykket følger et nedbørsområde, så der er udsigt til en grå tirsdag.

Det ligger fra morgenstunden over den sydlige del af landet, hvor dagen starter vådt, men bevæger sig i løbet af dagen mod nordvest.

Nytårsvejret

De kommende dage er der udsigt til mere af det samme, siger Jesper Eriksen:

– Vejret har tænkt sig ikke rigtigt at gøre noget. Vi får blandede nedbørsformer og så måske lidt sol den 31., så det bliver stille og roligt dansk vejr resten af året.

De fem fyrværkeriråd

Overholder du de fem fyrværkeriråd, er risikoen ved at fyre af langt mindre. De fem fyrværkeriråd er:

  1. Brug altid beskyttelsesbriller (Også selvom du bare er tilskuer)
  2. Brug kun godkendt og aldrig hjemmelavet eller ulovligt fyrværkeri
  3. Hold aldrig tændt fyrværkeri i hånden
  4. Hold sikkerhedsafstanden og læn dig ikke ind over fyrværkeriet
  5. Gå aldrig tilbage til en fuser

Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi

Nytårsaften kan dog blive lidt blæsende for de, der skal fyre raketter af.

Særligt i de sydlige og østlige dele af landet, hvor vinden vil tiltage til jævn til hård – der er dog ikke umiddelbart udsigt til, at vi nærmer os noget, der kan minde om storm, lyder det fra vagthavende meteorolog Jesper Eriksen.

Powered by Labrador CMS