Mary skifter Frederik ud med Frederik
Kronprinsessen får ny løbepartner
Frederik skal løbe med Mary ved Royal Run i Kolding.
Det lyder måske ikke så mærkeligt - dog er det en helt anden Frederik.
Og med ham 167 andre borgere fra kommunens tilbud på Social- og Handicapområde.
Det oplyser Koldings Kommune i en pressemeddelelse.
Denne Frederik er 25-årige Frederik Skov, der bor på Borgmestervej i Christiansfeld - et botilbud i egne boliger for voksne med betydeligt og varigt nedsat fysisk og psykisk funktionsevne.
One Mile
Frederik skal - sammen med flere andre borgere på Borgmestervej - deltage i ruten ’One Mile’ og har derfor taget initiativ til fællestræning op til Royal Run.
De træner cirka hver 14. dag.
Træningen markeres i kalenderen med ”Kongekronen” og træningsruten er på ca. 1,5 km., hvilket knap svarer til en mil, og ruten er den samme hver gang.
Frederik vil i form
Frederik har en ambition om at komme i bedre form, og det er en af hans store motivationsfaktorer for at melde sig til og træne op til Royal Run.
Langt størstedelen af de 168 borgere fra tilbuddene deltager i ruten One Mile og flere borgere har en ledsager med.
- Den fantastiske opbakning understreger, at vi mener det, når vi siger alle kan være med og deler hashtagget #AlleKanVæreMed til fællesskabets fest i Kolding. Vi glæder os til dagen, som hastigt nærmer sig, og kommer helt sikkert forbi og hepper på Frederik og alle de andre deltagere, siger Gülcan Güven Grud Social- og Handicapchef i Kolding Kommune.