Mary får central rolle på festival
Kronprinsessen holder åbningstalen og navngiver samtidig en ny rose med en særlig historie
Når Odense Blomsterfestival, der er en del af H.C. Andersen Festivals, løber af stablen fra den 18. til 21. august, sker det med et stort, royalt fingeraftryk.
Kronprinsesse Mary, der nu gennem 10 år har været protektor for festivallen, har nemlig takket ja til at forestå den officielle åbning.
En fantastisk repræsentant
Det meddeler arrangørerne bag begivenheden i en pressemeddelelse.
- Vi oplever kronprinsessen som en fantastisk repræsentant og et unikt samlingspunkt for hele Danmark, og samtidig udviser hun som protektor en oprigtig interesse for det arbejde, der ligger bag Odense Blomsterfestival, siger direktør for H.C. Andersen Festivals Peter Bøgholm.
En uvurderlig betydning
Han slår samtidig fast, at kronprinsessens via sit protektorat har en uvurderlig betydning for Odense Blomsterfestival, den danske gartneribranche og gartneruddannelserne.
Det fremgår også, at Mary i forbindelse med åbningen vil navngive en ny rose med en helt særlig historie, ligesom hun vil blive præsenteret for nogle af blomsterfestivalens udstillinger og deltage i en reception på Odense Rådhus.