Margrethe på plads i tivoli
Det var med dronning Margrethe og prinsesse Benedikte blandt gæsterne, da Tivoli lørdag havde repremiere på balletudgaven af H.C. Andersens eventyr 'Fyrtøjet'
Se flere fotos i galleriet ovenfor
Pantomimeteatret i Tivoli, den skønne gamle have midt i København, havde lørdag repremiere på balletudgaven af H.C. Andersens eventyr 'Fyrtøjet'.
Blandt gæsterne var forestillingens kostumier og scenograf, hendes majestæt Dronningen, der var ledsaget af sin søster prinsesse Benedikte.
Det meddeler kongehuset selv i et opslag på Instagram.
Mon ikke de fleste kender 'Fyrtøjet', der handler om den snarrådige soldat, der må forbi både en heks og hunde med øjne så store som tekopper, møllehjul og Rundetårn, inden han vinder prinsessens gunst og sikrer sig det halve kongerige.
Fortsat aldeles populær
Dronningen var involveret i at skabe forestillingen tilbage i 2007 i samarbejde med koreografen Dinna Bjørn og komponisten James Price.
I forestillingen har dronningen formået at skabe et farverigt og eventyrligt univers, hvor der leges med perspektiverne og trylles med Pantomimeteatrets gamle og meget originale kulissesystem fra 1874.
Der var dengang tale om dronningens tredje ballet til Pantomimeteatret og forestillingen er fortsat aldeles populær blandt publikum.
Står nu bag otte opsætninger
Siden har majestæten været inde over yderligere en række balletopsætninger i Tivoli og lægger i dag navn til hele otte af slagsen.
Det er ud over 'Fyrtårnet' også 'Kærlighed i skarnkassen', 'Tommelise', 'Svinedrengen', 'Tinsoldaten', 'Askepot', 'Nøddeknækkeren' og 'Snedronningen'.
Sidstnævnte bliver i øvrigt genopsat for anden gang til december. Igen med Dronningens hjælp.
Fjerde omgang med Fyrtøjet
Fyrtøjet har tidligere spillet på Pantomimeteatret i 2007, 2008 og 2012 og bliver således nu opført for fjerde gang.
Forestillingen spiller på udvalgte dage frem til og med søndag den 22. august.
Se flere fotos i galleriet ovenfor