Margrethe gik under jorden
Dronningen indviede torsdag Frihedsmuseets nye, underjordiske lokaler
Torsdag den 30. september var en særlig dag for dronning Margrethe.
Her indviede hun Frihedsmuseets nye lokaler under Churchillparken, der er beliggende tæt på Amalienborg.
Frihedsmusset, der handler om de mænd og kvinder, som valgte at gå til modstand mod tyskerne under besættelsestiden, blev ramt af en omfattende brand i 2013.
Vist rundt i øjebliksbilleder
Dronningen fik blandt andet en rundvisning af ph.d. Mette Boritz, der viste museets øjebliksbilleder fra besættelsestiden.
De 'kiggede ind' til modstandsfolk, hvor illegal transport af blade i datterens barnevogn var blevet til hverdag, og var på Christian 10.’s kontor på Amalienborg, hvor kongen i dagene efter besættelsen i 1940 fulgte det politiske efterspil.
Sang og Halfdan Rasmussen
Indvielsen bød desuden på taler fra blandt andet kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen, ligesom Sangerinde GRETA sang 'Frihed' af Anders Haahr og skuespilleren Morten Hee Andersen læste tre af Halfdan Rasmussens digte.