Malthe Eberts ekskæreste fik en abort
Sangeren forholdt sig til et særligt dilemma i podcast
Sangeren Malthe Ebert, der nok er bedst kendt for sit kunstnernavn 'Gulddreng', åbner nu op om, at hans ekskæreste fik en abort, mens de var sammen.
Det sker i podcasten Mads og A-holdet, hvor sangeren er med i monopolet sammen med Nicolaj Kopernikus og Søs Marie Serup.
Et af dilemmaerne i podcasten omhandler uventet graviditet hos en kvinde ved navn Isabella, skriver SE og HØR.
Her fortæller Malte Ebert, at en af hans ekskærester i sin tid blev gravid, og det bragte parret i en penibel situation.
Bør sætte følelser til side
De skulle nemlig finde ud af, om de skulle have barnet eller ej.
Her understreger den berømte sanger, at han mener, at man som mand bør sætte sine følelser til side og blot fokusere på at støtte sin kæreste.
- Jeg føler, det er ens rolle at bakke op, når ens kæreste finder ud af det, siger han i podcasten og fortsætter:
- Man kan ikke sige til hende, at hun skal gøre det her eller det her. Man er to til at dele ansvaret, men det er hendes krop, og derfor er det i sidste ende hende, som skal træffe beslutningen, siger Malthe Ebert ifølge SE og HØR i podcasten.
Han nævner ikke navnet på ekskæresten i podcasten. Malthe Ebert er single i dag og har ingen børn endnu.