Lily Weiding er død
Skuespillerinden Lily Weiding, som giftede sig med skuespiller Morten Grunwald, er død i en alder af 96 år
Skuespillerinden Lily Weiding, som blandt andet er kendt fra filmene 'Det forsømte forår' og 'De grønne slagtere' samt julekalenderen 'Jul på slottet', er død.
Hun blev 96 år gammel.
Lily Weiding har optrådt på teatre overalt i Danmark, og i mange år var hun tilknyttet Det Kongelige Teater.
65 år på de skrå brædder
Weiding er udannet fra Det Kongelige Teaters elevskole og debuterede allerede som 17-årig på Frederiksberg Teater med rollen som Emily i 'Vor by'.
Skuespillerinden havde en 65 år lang karriere på de skrå brædder, inden hun pensionerede sig selv som 83-årig.
Efterlader sig tre døtre
Lily Weiding giftede sig i 1980 med skuespiller Morten Grunwald, som hun havde dannet par med siden 1965. Parret fik et barn sammen - datteren Tanja Grunwald.
Weiding efterlader sig tre børn - ud over Tanja Grunwald også døtrene Xenia og Julie Wieth, som hun fik med skuespilleren Mogens Wieth.