Leo begraves i hemmelighed
Sussi har valgt, at ægtefællen skal bisættes i stilhed med kun de nærmeste inviteret
Musikeren Leo Nielsen døde lørdag morgen i en alder af 67 år, og ægtefællen Sussi er gået i gang med forberedelserne til bisættelsen.
Detaljerne afslører hun om til Kendte.dk.
– At Leo kom i kisten og kørt væk af bedemanden, gav en ro, kan jeg mærke, siger den 67-årige ’Sussi & Leo ‘-sanger, der har besluttet at bisættelsen af ægtefællen skal foregå i stilhed, og dermed ønsker hun heller ikke at sætte dato på mindehøjtideligheden.
Kun de nærmeste
– Jeg vil gerne have, at bisættelsen skal finde sted med kun de nærmeste. Jeg bliver ked af det, og det skal der også være plads til. Deltagerne skal også have lov til at sørge i fred uden at føle sig begloet, forklarer hun som årsag til beslutningen.
Leos sidste fest
Ikke desto mindre er Sussi i færd med at fremsende indbydelser med overskriften, ’Leos sidste fest’ til de inviterede.
– Folk skal ikke sørge hele dagen, men hygge sig, slappe af og grine af minderne om Leo over en kop kaffe, siger hun, der umiddelbart ikke vil servere gravøl, fordi alkohol var en af grundene til, at Leos liv blev forkortet.
Piberne bliver hængende
Musikerens ejendele bliver foreløbigt ikke pakket væk.
– Alle hans piber bliver hængende på væggen. Selv stolen, jeg sidder i, er hans, og indretningen på kontoret med den forårsgrønne farve, som han selv blandede, kan jeg nu godt lide, fortsætter Sussi Nielsen, der har bestilt et urnegravsted og en -sten på kirkegården, men det er ikke helt på plads endnu.