Lene Beier giver svar på kærlighed
I podcasten "Kærlighedsklubben" vil tv-vært Lene Beier og journalist Mette Beck Lisberg hver uge svare på kærlighedsspørgsmål fra lytterne
Hvad gør man, hvis man er forelsket i sin bedste ven? Eller hvis man har mistet gnisten i sit parforhold?
I en ny podcast på podcastplatformen Podimo modtager tv-vært Lene Beier og journalist Mette Beck Lisberg kærlighedsdilemmaer fra lytterne og forsøger at løse dem.
Det skriver Podimo i en pressemeddelelse.
Lene Beier får mange henvendelser fra folk på sociale medier om netop dette emne.
Stor interesse
- Jeg oplever en stor interesse for at folk gerne vil snakke om kærlighed og have gode råd til kærlighedslivet, siger Lene Beier i pressemeddelelsen.
Siden 2015 har hun indtaget rollen som vært i datingprogrammet "Landmand søger kærlighed" på TV 2, hvor singlelandmænd skal finde kærligheden.
Gift to gange med Anders
Også privat har hun gode erfaringer med kærligheden.
I 20 år har den 45-årige vært dannet par med sin mand, Anders Beier, som hun er blevet gift med hele to gange: først i København og så i Las Vegas i USA.
- Derfor vil jeg sammen med min veninde lave et rum, hvor man kan tale om alle de her kærlighedsting, som er svære, og som vi alle sammen oplever, siger Lene Beier i pressemeddelelsen.
Debuterede på TV 2 Fri
Hun er oprindelig uddannet skolelærer, men har lavet fjernsyn siden 2013, hvor hun debuterede som vært på TV 2 Fri.
Mette Beck Lisberg er redaktionschef på "Landmand søger kærlighed", som Lene Beier har været vært på, siden programmet startede. De to har derfor arbejdet tæt sammen i en årrække.
De er desuden venner privat, hvilket podcasten også vil bære præg af.
Er ikke eksperter
Værterne er ikke eksperter på kærlighed, men hjælper lytterne ud fra deres egne erfaringer.
- De vil være veninder i ørerne, og i klubben er alle kærlighedsspørgsmål velkommen, lyder det i pressemeddelelsen.
"Kærlighedsklubben" kan høres på podcasttjenesten Podimo fra tirsdag og vil udkomme hver uge.