Lander stor rolle
Viggo Mortensen med i Alex Gibney-film om angrebet på 500 ubevæbnede civile i landsbyen My Lai under Vietnam krigen
Den Oscar-vindende dokumentarist og filminstruktør Alex Gibney har rekrutteret den danske stjerne Viggo Mortensen til at medvirke i sin kommende thriller, 'Two Wolves'.
Det skriver blandt andet Hollywood Reporter.
Two Wolves skal fortælle historien om den amerikanske helikopterpilot Hugh Thompson.
Massakren i My Lai
Under Vietnamkrigen vendte Hugh Thompson sig mod sine egne i et forsøg på at standse den berygtede massakre på omkring 500 ubevæbnede civile i landsbyen My Lai.
Efterfølgende blev det lagt i hænderne på general William 'Ray' Peers at undersøge, hvad der virkelig skete ved My Lai og bekræfte sandheden i Thompsons historie.
- Det er en film, jeg har ønsket at lave i syv år, og nu hvor jeg har det rigtige hold på plads, kan vi fortælle historien, siger Alex Gibney.
En sand historie
Han siger samtidig, at det er en sand historie om, hvordan almindelige mennesker kan blive helte gennem en forpligtelse til at gøre det rigtige under de værst mulige omstændigheder.
I filmen kommer Viggo Mortensen til at spille overfor blandt andre Caleb Landry Jones.
Det fremgår dog ikke, hvilke roller de to stjerner hver især skal spille.