For få beskytter sig selv med effektiv metode
Vil du undgå indbrud i vintermånederne, skal du se på din grund med tyvens øjne. Vinduer og døre skal sikres.
De mørke vintermåneder er over os, og med dem følger højsæsonen for indbrud. Derfor er det en god idé at komme i gang med at sikre huset mod tyveri, og en af de måder, det kan gøres på, er at opsætte såkaldt sensorstyret lys.
Et engelsk studie, der blev lavet i 2014, har nemlig vist, at udendørslys med sensor er det mest effektive våben, hvis du kun skal gøre én ting for at indbrudssikre dit hus.
– Det virker det afskrækkende, at lyset tænder, når tyven nærmer sig huset, siger Britt Wendelboe, som er programchef for kampagnen Bo trygt, der er skabt af Trygfonden, Realdania, Bolius og Det Kriminalpræventive Råd.
De fleste har det ikke
En undersøgelse, som Bo trygt har foretaget blandt 2500 husejere, viser, at kun fire ud af ti boliger har sensorstyret lys udenfor. Lyset skal sættes op, så naboerne kan se det og reagere på det, hvis du ikke selv er hjemme.
– Derfor skal du sørge for, at en stor hæk eller et højt plankeværk ikke skygger for meget. Det kan i det hele taget været en fordel at se på huset med tyvens øjne og gå det efter for mulige gemmesteder, siger Britt Wendelboe.
Når grunden er trimmet, og lyset sat op, bør du koncentrere dig om at sikre døre, vinduer og låse, siger Lasse Staun, som er analytiker hos Det Kriminalpræventive Råd.
– Har du gamle vinduer og døre, som er rådne eller møre, så sørg for at få dem udskiftet. Fejler døre og vinduer ikke noget, så kan du montere ekstra sikring. Man kan for eksempel sætte en ekstra lås med en indendørs nøgle på hoveddøren, siger han.
På den måde bliver det svært for tyven at komme ind udefra. Det gør det samtidig svært for tyven at komme ud igen, hvis vedkommende er lykkedes med at komme ind, lyder det. Med nyere vinduer kan du kontakte producenten og spørge, om dine vinduer er indbrudssikre, forklarer Britt Wendelboe.
Husk haspen
På et gammelt vindue kan du sætte hasper på, så det tager længere tid at bryde op. Både Britt Wendelboe og Lasse Staun peger også på fordelen ved at hjælpe hinanden i nabolaget. – Det handler om at hilse på dem, man møder på vejen og skabe liv i kvarteret.
Når naboen er på ferie, kan man tømme postkassen, måske parkere en bil i indkørslen eller smide lidt affald i skraldespanden, så det ser ud, som om der er nogle hjemme.
– Under coronakrisen har vi set et stort fald i antallet af indbrud, og det hænger formentlig sammen med, at folk er derhjemme. Derfor er det en god idé at få det til at se ud, som om der er nogle hjemme, anbefaler Lasse Staun.